Brobygningsforløb i 9. og 10. klasse

Brobygningsforløb i 9. og 10. klasse

Brobygningsforløb i 9. og 10. klasse

Brobygning er vejlednings- og undervisningsforløb i overgangen til ungdomsuddannelserne. Brobygning skal give den unge bedre mulighed for og motivation til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse samt udvikle den unges faglige og personlige kompetencer.

Elever i 9. klasse, som i 8. klasse er vurderet ikke-uddannelsesparate, skal deltage i brobygning til ungdomsuddannelserne i 2-10 dage. Skolens leder fastsætter omfanget af brobygningen i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning. Hvis skolens leder i samråd med Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, at det ikke vil gavne elevens mulighed for fortsat uddannelse, kan eleven undtages fra brobygning.

Elever i 10. klasse skal deltage i brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv.
Den obligatoriske brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv udgør 1 uge svarende til 21 timer og tilbydes i forløb på op til 5 dages varighed, herunder i forløb af 3 og 2 dages varighed. Brobygningen skal omfatte mindst en erhvervsuddannelse eller erhvervsgymnasial uddannelse.

Ved at deltage i et brobygningsforløb får du mulighed for:

  • Selv at opleve studieforløbet
  • At deltage i den faglige undervisning
  • At få kendskab til generelle og karakteristiske fag
  • At gøre egne erfaringer med lektier, metoder, omgangsform, regler m.m.
  • At gøre egne erfaringer med det sociale liv og skolekultur
  • At møde elever og lærere på stedet
  • At få kendskab til krav og muligheder for senere uddannelse
  • En aktivitet i forbindelse med den obligatoriske selvvalgte opgave i 10. klasse


Du vælger i samråd med dine forældre, din klasselærer og din UU-vejleder dit brobygningsforløb. Oplysninger om de enkelte forløb finder du her på UNOits brobygningsside.

Tilmeldingen til brobygningsforløb foregår gennem din skole. 


I Esbjerg foregår brobygningsforløbene på Almene Gymnasier, Tekniske Skoler, Tekniske Gymnasier (HTX), Landbrugsskoler, Handelsskoler, Handelsgymnasier (HHX), Social- og Sundhedsskoler.