Fokuseret vejledningsindsats

Fokuseret vejledningsindsats

Fokuseret vejledningsindsats

UU vejledningen skal fremadrettet målrette vejledningen til unge, der uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få svært ved at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse. Indsatsen er i et samarbejde mellem skolen og UU vejledningen og skal hjælpe den unge med at blive klar til en ungdomsuddannelse efter 9. / 10. klasse.

Skolen vil derfor senest 1. december i 8. klasse ud fra elevplanen vurdere, hvilke unge der har behov for en særlig vejledningsindsats og derpå indlede et samarbejde med UU omkring den unge.

Skolens vurdering sker ud fra den unges faglige, personlige og sociale forudsætninger.

Den unge omfattes af den fokuserede vejledningsindsats, hvis et eller flere punkter herunder er aktuelle:

  • Den unge har opnået under 4,0 i gennemsnit af de standpunktskarakterer, der skal afgives i 8. klasse
  • Den unge ikke har den rette motivation for uddannelse og lyst til læring
  • Den unge ikke kan arbejde selvstændigt og aflevere opgaverne til tiden
  • Den unge ikke har den nødvendige tolerance og samarbejdsevne i skolen
  • Den unge ikke udviser ansvarlig adfærd ift. skole og kammerater
  • Den unge ikke er mødestabil og har et markant fravær
  • Den unge ikke er valgparat i forhold til en ungdomsuddannelse 


Hvad går den fokuserede vejledningsindsats ud på?
Den unge skal arbejde med sine faglige, personlige og sociale forudsætninger, så den unge kan blive parat til uddannelse efter 9. / 10. klasse.

Faglige forudsætninger:
De faglige kompetencer handler om, hvordan man arbejder i de fag, man har i skolen. Særligt dansk, matematik og engelsk er vigtige fag, men også fysik og kemi og et andet fremmedsprog, hvis man vælger en gymnasial uddannelse.
Der er specifikke faglige adgangskrav til de enkelte ungdomsuddannelser. For at blive optaget på en erhvervsuddannelse skal den unge have mindst 2,0 i gennemsnit i fagene dansk (mundtligt og skriftligt) og matematik (skriftligt).

Personlige forudsætninger:
Den unges handlekompetence er væsentlig. Det handler om at møde til tiden, ikke have meget fravær, have gode samarbejdsevner, kunne arbejde selvstædigt samt deltage aktivt i undervisningen og aflevere skoleopgaverne til tiden. Den unge skal også øve sig i at træffe beslutninger, lære af egne fejl samt omsætte behov og ønsker til handling. Endvidere vil der arbejdes på at optimere den unges selvtillid og selvopfattelse.

Sociale forudsætninger:
Sociale færdigheder og forudsætninger er afgørende for at kunne fungere på ungdomsuddannelsen og i en virksomhed Det handler meget om den unges evne til at indgå i et samarbejde, at have respekt og forståelse for andre – også når de er anderledes end en selv. Herudover arbejdes der med at kunne indgå i forpligtende fællesskaber, at kunne håndtere konflikter og bidrage konstruktivt til arbejdsfællesskabets opgaveløsning både på en uddannelsesinstitution og i en virksomhed.

Elevplanen
Elevplanen er omdrejningspunktet for en beskrivelse af den fokuseret indsats. Det er skolens ansvar løbende at opdatere elevplanen, således at både forældre, UU og den unge kan se hvilke tiltag, der iværksættes fremadrettet, så den unge kan blive klar til en uddannelse.

Skolens ansvar er at styrke den unges faglige, sociale og personlige kompetencer i relation til en kommende ungdomsuddannelse. Indsatsen skal beskrives nuanceret i elevplanen af skolen.

UU er ansvarlig for vejledningsindsatsen og for at udfordre den unges uddannelsesvalg, således at det sikres, at den unge og familien har et godt fundament til at træffe et kvalificeret uddannelsesvalg i 9. klasse.

UUs vejledningsindsats for at den unge kan blive uddannelsesparat
Den fokuserede vejledningsindsats indebærer, at den unge udover deltagelse i det obligatoriske introforløb på selvvalgte uddannelsesinstitutioner skal deltage i individuelle vejledningsforløb.

Den unge kan både deltage individuelt og sammen med andre unge i vejledningsforløb, der har til formål at udforske uddannelsesmulighederne på uddannelsesinstitutioner. Dette gøres, for at den unge får større indsigt i hvilke uddannelsesmuligheder, der er, samtidig med at den unge bliver opmærksom på hvilke faglige, personlige samt sociale forudsætninger, der kræves for at tage den uddannelse, den unge ønsker.

Hvilken vejledning får den unge?
Den unge vil både få individuel og kollektiv vejledning af en UU vejleder, men vil også deltage i fællesskaber, sammen med andre unge, der eksempelvis har samme uddannelsesønsker som dem selv.
Der er naturligvis også mulighed for at afprøve ens uddannelsesønsker i virksomhedspraktikker, hvilket UU også er behjælpelig med.

Uddannelsesplan og optagelse på en uddannelsesinstitution
UU hjælper den unge og forældrene med at udarbejde en uddannelsesplan og søge optagelse på en uddannelsesinstitution.
Herudover sikre UU at overgangen fra skolen til en ungdomsuddannelse bliver overskuelig for den unge og forældrene som muligt. Og er eventuelt behjælpelig med at få tilknyttet en mentor, således den unge oplever uddannelsesstarten nemmere.

Samarbejdet mellem den unges forældre og UU
Den unges forældre er altid velkommen til at kontakte UU vejlederen i forbindelse med vejledningsaktiviteter. 
Derudover vil UU vejlederen på opfordring deltage i møder på skolen, såfremt det giver værdi for den unge og forældrene.

Nyttige links                                                 
Uddannelsesguiden                   http://www.ug.dk/
Uddannelsesplanen                   http://www.minuddannelse.dk/
Brobygningsforløb                     http://brobygning.unoung.dk/ung/login/new.html
eVejledning                              http://www.evejledning.dk/
Optagelse til uddannelserne       http://www.optagelse.dk/